’Viften’ er isnende og intelligent fortidsbearbejdelse

Copyright: SF Studios

Instruktør Frederikke Aspöck og manusforfatter Anna Neye udstiller med skarpe nuancer og grotesk satire det racistiske rædselssystem, som tillod de uhyrligheder som den danske nation udsatte slavegjorte for.

To kvinder i fine, farvestrålende kjoler sidder og drikker te. Varmen er voldsom og en lille brun dreng vifter langsomt på dem med en vifte. I baggrunden hører man, hvordan en pisk gentagne gange rammer huden.

Velkommen til hverdagen i den danske koloni Sankt Croix 1848.

En fortællerstemme beretter i en ironisk og højtidelig tone : ”Danmark var en stolt slavenation”.

Filmen tager afsæt i virkelige personer og begivenheder.

Den danske koloni Sankt Croix ledes af generalguvernør Peter von Scholten (Claus Riis Østergaard) og hans brune elskerinde Anne Heegaard (Anna Neye). De ser sig selv som humanister og kalder kolonien paradis på jord. Som i virkeligheden behandlede de også de slavegjorte væsentlig bedre end andre plantageejere. MEN ’Viften’ undersøger først og fremmest hykleriet i hvordan dette rædselsregime var på bekostning af, at de slavegjortes liv var et levende mareridt.

Anne Heegaard og Petrine (Sara Fanta Traore) er gamle veninder. Men deres relation er kompliceret for Anne ejer Petrine og har hende ansat som husholderske. Anne er frikulørt, hvilket betyder, at hun på trods af sin brune hudfarve er fri. Petrines helt store drøm er at købe sig selv og sin søn fri, men det er på ingen måde forligeligt med Annes behov, for hun er både bange for at miste sin veninde og dygtige husbestyrerinde.

Permanent aftryk i en

’Viften’s gennemførte univers’ mødre er Anna Neye, som mange sikkert kender, som det ene medlem i den mageløse morsomme satiriske duo Normalerweize, og instruktør Frederikke Aspöck, som imponerede med ‘De frivillige’ fra 2019 om et mandekor i et fængsel. Neyes fornemmelse for skarp satire og Aspöcks evne til at balancere absurditet og uhygge er den perfekte symbiose.

Filmen er fortalt som et eventyr. Inddelt i fire kapitler, med titler som ”straf ”og ”frihed”. Æstetikken er præget af en kunstig og glansbilledagtig stil, som var det en billedbog, der bliver fortalt i levende billeder. Det er et virkelig stærkt greb, for det forstærker det unaturlige, der er ved koloniregimet. Skuespillerne smelter så naturligt og overbevisende sammen med deres omgivelser, som var de vokset ud af dem.

Hverdagens aktiviteter, som tæller afstraffelse ved piskning og menneskeauktioner, skildres ikke som noget spektakulært. Under en auktion, hvor slavegjorte sælges, som var de en vase eller et maleri, får en ”vare” ordre til at tage tøjet af så potentielle købere kan studere ham nøje. I den forbindelse siger Anne Heegaard i en nøgtern tone ”Han er lydig og derfor har han ingen piskeslag”. På den måde mærker man tydeligt, at det her er normalen og derfor satte denne scene et permanent aftryk i mig.

Når grufulde hændelser foregår, fokuserer kameraet særligt på de omkringstående slavegjortes tomme blikke. Deres døde fremmedgjorte øjne fik mig til at stivne.

Frikulørte Gudrun

Fortællingen er heldigvis ikke ureflekteret mudderkastning eller tom moralisme. Nej, det er en nuanceret afsøgning af et racistisk system, som påvirker alle involverede på en fornedrende facon. Vi ser hvordan den frikulørte Gudrun, blændende spillet af Caroline Henderson nyder sin frihed med selv at erhverve sig en slave. Hun nyder at pine ham, for det får hende til at føle sig vigtig og højere oppe i hierarkiet.

Beretningen viser tydeligt, hvor svært det er at se udover de strukturer man lever under. At det kunne være anderledes.

Længe leve Anne Neye og Frederikke Aspöck for denne modige, kloge, absurde og helstøbte fortælling om en fortid vi hverken kan tie eller moralisere ihjel.