War Dogs

Miles Teller og Jonah Hill rammer topformen i Todd Phillips’ komediedrama om to unge, upåagtede våbenhandlere.

Nogle gange snubler vi over historier, der er så utrolige, at de er svære at tro på. Forestil dig for eksempel, at to unge gutter, den ene en massør, på magisk vis indgår en handelskontrakt med den amerikanske regering til en værdi af 300 millioner dollars. Sådan en historie er jo komplet urealistisk. Pludselig kommer teksten: ”Baseret på virkelige hændelser”. Det var satans. Lad høre.

Storhed og fald
’War Dogs’ er en film om storhed og fald. Den lille mand, der opnår anerkendelse og succes for derefter at miste meget, hvis ikke det hele, igen. Særligt gangsterfilm kredser om denne slags fortællinger. Men ’War Dogs’ er ikke en gangsterfilm.

Det er i stedet historien om de to venner Efraim Diveroli (Jonah Hill) og David Packouz’ (Miles Teller) vej til rigdom. Da USA indleder krigen mod Irak, finder Efraim og David en lidet kendt klausul i forsvarsministeriet, der gør det muligt for små virksomheder at indgå våbenaftaler med det amerikanske militær. Efraim og David byder på de små kontrakter, de store firmaer ikke er interesserede i og tjener hurtigt gode penge. Det er først da de højst overraskende lander en handelskontrakt på knap 2 milliarder kroner, at de langsomt må indse, hvad de har rodet sig ud i. En svimlende mængde ammunition skal skaffes og det bliver ikke nemt uden at komme på kant med loven.

En læderjakkebærende, geléglinsende douchebag
Den buttede og elskværdige Jonah Hill spiller for en gangs skyld et rigtigt svin. Efraim Diveroli er en læderjakkebærende, geléglinsende douchebag, der ikke kan få nok af det søde liv. Som han selv siger: ”I like fancy stuff. That’s my thing.” Hans makker er eks-massøren og filmens retskafne hovedperson David Packouz. Mødet mellem to vidt forskellige personligheder skildres på fornem vis af Hill og Teller. Kemien mellem dem er suveræn og særligt Jonah Hill løfter filmens underholdningsværdi. Konflikten opstår naturligvis også i deres forskellighed. Kvaliteter som medmenneskelighed og loyalitet er i underskud hos særligt én af vore venner. Gæt hvem.

En underholdende optur
I ’War Dogs’ er det som i så mange andre rise-and-fall-historier vejen til storhed, der er mest interessant. Hvordan blev to grønskollinger stinkerige på noget så omfattende og storpolitisk som våbenhandel? Filmen leverer på lige dele humoristisk, actionpræget og dramatisk vis en første halvdel, der suser forbi med høj fart. Diveroli og Packouz når til Jordan og tilbage, indgår handler med folk på den amerikanske terrorliste og formøbler forholdet til Packouz’ gravide kæreste. Vejen op er fyldt med prøvelser.

En forglemmelig nedtur
Vejen ned ligeså. For både karakterer og filmen selv. For ’War Dogs’ kæmper med forudsigeligheden i filmens anden halvdel. David Packouz’ noget påklistrede romantiske forhold får mere skærmtid, hvilket tager noget af luften ud af fortællingen. Ja, hun er sur over alle løgnene. Finder de sammen igen? Mon ikke.

Stoffer, hovmod, lovbrud. Alt hvad hjertet kan begære af forglemmelige grunde til at tingene går galt er til stede. Engagementet i dramaet daler, for uden humoren og glæden, er kun det vi kender fra tidligere film tilbage.

Popcornkontrakt fremfor våbenkontrakt
Det er ærlig talt badass at handle våben med det amerikanske militær, når man er på den unge side af 30. Det anerkender ’War Dogs’ med sin actionprægede stil og et friskt pust af et skuespillerpar. Det hele går hurtigt og dybdegående kan man ikke kalde den, hverken som karakterstudie eller samfundskritik. Men mindre kan også gøre det og intensiteten, hvormed den usandsynlige, men virkelige historie skildres, er værd at spise popcorn til. Den kontrakt vil jeg gerne skrive under på.