Zero Dark Thirty

Zero Dark Thirty er en meget troværdig film, og det er bestemt spændende at følge den frustrationsfyldte jagt på Osama Bin Laden og ikke mindst at få indblik i, hvordan efterretningstjenesten, som så mange andre offentlige instanser, er præget af bureaukrati og ventetid. Problemet er, at man aldrig rigtig bliver følelsesmæssigt investeret i karaktererne.

CIA-agenten Maya (Jessica Chastain) bliver sendt til Pakistan for at opspore Al Qaeda og forhindre fremtidige terrorangreb på Vesten. Og så skal hun også lige hjælpe med at finde Osama Bin Laden, hvilket, til hendes chefs store irritation, nogle gange bliver lidt af en besættelse for hende. I sit arbejde møder Maya et indviklet terror-netværk, der ofte sender hende ind i blindgyder, et overraskende bureaukratisk CIA-agentur og forhørsseancer, der bedst kan beskrives som tortur. Alt imens er hendes eget liv i konstant fare på grund af lokale terrorister. Men Maya er målrettet og følger ufortrødent sit Bin Laden-spor, der da også i filmens slutning leder til drabet på den berygtede terrorist.

Zero Dark Thirty er en svær film at anmelde, fordi den på den ene side fortæller en både spændende og relevant historie, men på den anden side ikke er en fuldstændig vellykket film, idet man ikke knytter sig til karakterne. Filmens eneste udvikling består i selve jagten. Oscar-nominerede Jessica Chastain gør det egentlig ganske fint, men det er bemærkelsesværdigt, at man ikke føler mere med hende, når hun nu er den altoverskyggende hovedperson. Man er langt mere optaget af den militære og spændingsmættede situation, som hele eftersøgningen på Bin Laden udgør. Både Maya og tilskueren ved, at det er Bin Laden, hun har lokaliseret i Pakistan, men den amerikanske regering og CIA må være helt sikre, før de sætter ind. Denne proces tager meget lang tid, og illustreres ved, at Maya hver dag (og der går langt over hundrede af dem) på sin chefs vindue skriver og lader ham vide, hvor mange dage de nu har ventet på at gribe til handling mod Bin Laden. Denne lange proces, der beskrives i filmens midte, er egentligt lidt kedelig, men på samme tid er det spændende at få en forståelse for, hvordan man i 2011 opsporer og fanger terrorrister. Det fremstår utrolig troværdigt, og man tror virkelig på den påstand, som er det første, der blænder op på lærredet; nemlig at denne film er skrevet udelukkende på baggrund af førstehåndskilder. Det bidrager til troværdigheden, at filmens klimaks, hvori Bin Laden dræbes af amerikanske specialstyrker, varer stort set ligeså længe som aktionen varede i virkeligheden. Man er med inde i huset, hvor man ser de skræmte børn og skrigende kvinder inden specialstyrkerne langt om længe, efter cirka 25 minutter, finder Bin Laden.

Det skal dog fremhæves, at én karakter ikke fremstår flad og uden udvikling. CIA-agent og forhørsleder Dan (Jason Clarke) er til tider gribende, og  det er meget interessant at se ham udføre tortur for derefter at tale med Maya, som var det hverdag. Denne form for livsførelse begynder dog at nage Dan, og derfor vælger han at vende hjem til et efterretningsjob i USA, hvor han skal bære skjorte og slips.

Zero Dark Thirty bliver aldrig rigtig kedelig, men heller aldrig virkelig  underholdende eller gribende. Filmen taber tempo i midten og bliver ganske enkelt for lang. Spørgsmålet er, hvordan man kunne lave denne film uden, at den enten bliver for tør og næsten blottet for karaktertilknytning, hvis man ikke vil give køb på den præcision og troværdighed, der ligger i beskrivelsen af det lange forløb, som Bin Ladens drab i virkeligheden er. På den front skuffer Zero Dark Thirty ikke. Man tror på, at sådan her foregik det, og man sidder også tilbage med en følelse af, at dette er en film, der virkelig forsøger at fortælle sandheden og ikke vil kvæles i hverken patriotiske eller anti-amerikanske budskaber.

3stjerner