‘All of Us Strangers’: Tilstedeværelsens meningsløse kaos, smerte og jag har aldrig været så livsbekræftende

Copyright: Disney og Searchlight Pictures

Hvis du tudede over Paul Mescal i ’Aftersun’, så vær klar til at tude igen, når han sammen med Andrew Scott tager os på en livsomvæltende rejse i kærligheden, sorgen, og alle deres udfordringer.

Adam (Andrew Scott) er 40 år, single, homoseksuel, og bor alene i et halvtomt boligkompleks i London. 

Man ville dog umiddelbart ikke vide, at han boede i en storby, for hans liv er omfavnet af stilhed, en ensom tilværelse med makrelmadder og genudsendelser af serier fra hans barndom i 80’erne.

Et tilsyneladende ligegyldigt, tilfældigt møde vender dog hurtigt op og ned på hovedpersonens ellers statiske eksistens i ’All of Us Strangers.’

På en aften som enhver anden banker en af hans naboer, Harry, spillet af Paul Mescal, nemlig på døren med en flaske vodka i hånden, og inden Adam afviser hans forslag om at drikke sammen, fortæller den yngre mand ham fordrukkent om ”vampires at my door.”

Således gennemsyrer popsangen The Power of Love hele filmen, i en fortælling der bearbejder sorg, kærlighed, seksualitet og livsglæde, alt sammen med ligeværdig omsorg og skrøbelighed.

Fortidens og nutidens evige dans

Den britiske instruktør Andrew Haigh har skabt et magisk realistisk filmunivers, men ’All of Us Strangers’ har rødder, der fører tilbage til den japanske horrorroman ’Strangers’, skrevet af Taichi Yamada og udgivet tilbage i 1987. Det er dermed heller ikke første gang, værket er filmatiseret, gyserfilmen ’The Discarnates’ udkom allerede et år efter, bogen blev skrevet.

Haigh gør dog fortællingen til sin egen; for selvom lighederne er tydelige mellem Adam og den original hovedperson, Hideo, er Adams seksualitet et kritisk element i publikums kendskab til ham.

’All of Us Strangers’ er ligeså meget en fortælling om queer ensomhed, som den er om død, depression og alt det, det indebærer.

For samtidig med, at Adam bliver ved med at støde ind i sin flygtige nabo, fører hans ensomhed ham også tilbage til det hus, hvor han voksede op – og hvor han opsøges af sine forældre, sprællevende og ellevilde med at se ham, på trods af at de ellers døde i en trafikulykke, da han blot var 12 år.

Filmen kredser om mødet mellem fortid og nutid, og det tab Adam aldrig har kunnet lægge fra sig, samtidig med at han stadig er ved at lære at leve.

Med det dunkle mørke i lejligheden, de sjæleløse bygninger, de tomme vinduer, føler vi, hvordan hovedpersonen bevæger sig nærmest som en alien i en verden, han aldrig rigtig har passet ind i. 

Harry er alt det, Adam drømmer om; ung, vild, modig, hans ord er selvsikre og al lys i filmen følger ham som et møl til en flamme. Adam finder derimod kun lys, glans og grin mellem væggene i sit barndomshjem, og med de forældre han aldrig havde chancen for at lære at kende.

Haighs følelsesunivers er lige så yndefuldt, som det er smertefuldt, så pinefuldt langsommeligt som det er presserende, så skrøbeligt og blødt og omsorgsfuldt som det er drænende, giftigt og frustrerende. 

Verden bag den lukkede dør

I hovedrollen som Adam bærer irske Andrew Scott en eksplosion af følelser og farver, mørke og lys og skønhed i sine øjne og på sine skuldre, og det er så utroligt let at drukne i hans univers.

Han er blot endnu stærkere med den spritnye artfilm-darling Paul Mescal i hånden. Hvor forskellige de to karakterer end er, er de lige så meget spejle af hinandens ensomhed og naivitet. De drages af hinanden i et endeløst hav, og som børn kravler de begge igennem livet, kæmper med hvert klodset skridt og hvert higende åndedrag.

Deres kemi er legende let og intet har nogensinde givet mere mening. Ligeså meget mening giver det også, at denne historie er queer, på trods af at det er tilføjelse til det originale materiale.

Den yngre Harry befinder sig i et queer-miljø, Adam aldrig har kendt til. Hovedpersonerne finder hinanden i natklubben og mellem lagener, og griner over ting, der virker så små og alligevel så skræmmende, ting som kernefamilier, mobning og frygten for sex.

Instruktøren indfanger det at leve legende let; det at søge efter mening, det at vandre i endeløse rundkredse, og det at finde håbet i de mindste ting.

I en tom, fremmed verden finder to fremmede hinanden, og i deres rejse mod at kende hinanden og kende verden har de aldrig virket så velkendte, så smukke og kærlige og dragende, som en gammel ven, du ville genkende i hvert et rum.

Og ligesom en gammel ven omfavner ’All of Us Strangers’ dig, mens verden drejer rundt udenfor, med en tryghed i hvert blik og hver berøring og med et løfte om, at lyset i mørket aldrig er langt væk.