CPH:DOX: Tre kvinder jeg kommer til at savne

En selvpromoverende millenial, en selvudråbt dronning af snavs og en selvopofrende aktivist havde hovedrollerne i nogle af DOX mest uforglemmelige film.

Årets festival er slut og vi kører nu på dampene af ekstravisninger og uddaterede plakater. Der har været store, flotte visuelle eksperimenter, der har været smuk musik og der har været politiske dokumentarer, der gav mig lyst til at ligge i fosterstilling og give op. Kernen i alle gode film er dog den gode karakter. Det menneske der kan bære dig igennem en biografoplevelse. Denne opsamling skal derfor handle om tre kvinder, der udover at være fortællere og provokatører, alle kurerer et større eller mindre onde i popkulturen.

Craigslist Allstars
De fleste kan nok huske den der knude, man fik i maven første gang man så ’Girls’. Man kunne næsten ikke være i sig selv for de skamløst narcissistiske karakterer og sex der både var grimt og akavet. Det her føles meget på samme måde. Samira Elagoz har lavet et portræt af en gruppe mænd, som hun har mødt på Craigslist. Det er dog i ligeså høj grad et selvportræt, der skal vise verden hvor frygtløs og seksuelt eksperimenterende, hun er. Alt sammen er det filmet virkelig grimt.

Hver mand har fået en overfladisk titel nærmere end et navn såsom ”Sensei”, ”The Magician”, ”The English Plummer” eller ”The guy who lives above his bar”. I starten ligner det bare interviews, men så når vi til magikeren og det går op for os, i hvor høj grad Elagoz også inddrager sig selv i projektet. Det er anmeldersprog for, at de har sex. Med andre mænd danses der, eksperimenteres med japansk bondage eller doceres i, hvad man skal spise for at få cremet, sødlig sæd (for det er jo det kvinder drømmer om).

Samtidig med selvpromoveringen sniger (selv)ironien sig også ind i filmen. Elagoz ved eksempelvis godt, at hun filmer dårligt og har derfor medtaget et skud, hvor det kunstneriske blå filter falder af, så hun må sætte det op foran kameraet igen. Man kan sagtens afskrive hende som pisseirriterende, men det er svært at benægte, at hun tør på en helt anden måde end de fleste af os. På en måde tror jeg endelig jeg forstod den misundelse, der gør at jeg kan have det så svært med narcissistiske, kvindelige millenials. Så var jeg klar til at give slip og bare nyde Elagoz forsøg på at vise mig, hvor nice hun er. Jeg blev i hvert fald overbevist.

Jaha’s Promise
Jaha Dukureh er officielt kommet på min liste over mennesker, der gør, at jeg skammer mig lidt over at være 25. Da hun var på min alder havde hun nemlig fået kvindelig omskæring forbudt i sit hjemland. Hallo. Filmen tager os igennem Jahas liv kronologisk. Hun var datteren af en højtstående imam i Gambia, der blev tvangsgiftet til USA. Således konfronteret med ægteskabelige pligter går det op for hende, at der er noget galt. Nogen har nemlig gjort vold på hende, som det gøres på så mange kvinder rundt om i verden.

Det omtalte løfte i titlen er Jahas forsikring om, at hendes datter aldrig skal opleve det samme. Som tilskuere lukkes vi ind i en kultur, hvor man har lært kvinder at mishandle kvinder. Skære i deres kønsorganer og fortælle sig selv og hinanden, at det er vigtigt at reproduktive hensyn, selvom alle må føle den samme smerte. Når Jaha konfronterer de religiøse mandlige ledere, ved de selvfølgelig ikke noget om det, andet end at de synes, det er vigtigt. Den snilde hvormed hun først lægger sig fladt ned foran patriarken og så begynder at prikke til ham er uforlignelig. Hun får dem rent faktisk til at trække i land og skifte mening. Som en slags omvendt, effektiv Clement Kjærsgaard.

Billedsiden byder blandt andet på slows af smukke kvinder i farvestrålende tøj. Så fortælles der, at de stort set alle sammen er blevet skåret og med det samme har man det dårligt. Filmskaberne har nærmest kunnet læne sig tilbage og lade miljøet gøre det visuelle arbejde. ’Jahas Promise’ var altså ikke noget stort eksperiment. Den er faktisk en meget regelret dokumentar. Til gengæld er det en lettelse for en gangs skyld at følge en muslimsk kvinde uden, at det er filmens omdrejningspunkt.

Miss Rosewood
Har man set ’50 Shades of Grey’, ’Secretary’ eller bare en hvilken som helst film, der handler om kink, vil man nok kunne genkende tendensen til, at det altid skal forbindes til psykisk sygdom eller misbrug. Så er det fedt at have dokumentaren, der kan noget med at finde ind til en virkelighed, hvor der ikke behøves, at være en vanvittig forklaring på alle karaktertræk. Miss Rosewood blander tis, toiletter og kunstige bryster med latterliggørelse af religion, fædreland og kønsstereotyper. Bag omfattende make-up og kostumer møder vi tilmed et menneske, der hviler i sig selv og taler nøgternt om praktikken vedrørende at stikke ting op i numsen.

Sådan lokkes man ind. Med løftet om at vi nu skal se historien om en dragqueen, der kunne få selveste Sashe Baron-Cohen til at synes det var for meget. Undervejs bliver det dog også historien om en transkvinde der i en sen alder vælger at tage springet og blive mere Rose end Wood. Jeg har aldrig set et så nærgående eller samtidig så følsomt portræt af den forvandling. Både mislykkede brystoperationer og svære samtaler med familien fremstilles nemlig med ligeså stor naturlighed som de outrerede shows. Det hele balancerer også hinanden så det bliver følsomt uden at føles privat og bliver fjollet uden at miste tyngde. Der ses fremad og konstateres at Miss Rosewood nok ikke vil provokere for evigt, men kan leve i den krop hun gerne vil. Og så afmonterer vi lige al seriøsiteten ved at skide på gaden. Bare fordi.

Med en lort på gaden lukkes mit DOX. Nu ønsker jeg mig bare dansk biografpremiere på alle de ovenstående film og tilnærmelsesvis ligeså fede karakterer i resten af filmåret 2017.