Don’t Be Afraid of the Dark – Premiere 29/9/2011

Don't Be Afraid of the Dark. Photo Courtesy of UIP.

Af Sune Anderberg

Hvad laver jeg her? Hvem sender en tværæstetisk kulturstuderende i biografen for at anmelde et remake af en kultgyser fra 1973, denne gang bare med Katie Holmes på rollelisten?

Sally (Bailee Madison) er en … nej, dén unge pige, som bliver sendt af sted for at bo hos sin far, fordi den psykolog, moren sendte hende til, mente, at Sally virkede ”ked af det”. Ud over at være dygtig til at tegne må Sally i så fald også betegnes som synsk, for efterhånden som hun (ikke) finder sig til rette i det gotiske palæ, som faren (Guy Pearce) og hans kæreste (Katie Holmes) istandsætter med henblik på videresalg, bliver ”ked af det” en underdrivelse, som hvis diagnosen blev brugt til at beskrive en flues sidste tanker, inden den spejler sig i edderkoppens otte øjne.

Don’t Be Afraid of the Dark er et gensyn med en af de mest konservative filmgenrer. Få andre steder end i skrækfilm gentages så talrige symboler, klichéer, virkemidler, plotstrukturer og spændingsopbygninger, som producer Guillermo del Toros og instruktør Troy Nixeys eksempel disker op med.

Efter Sally opdager en skjult kælder, efter den gamle gartner har advaret hende imod den, efter faren har ignoreret de første tegn på fare, og efter Katie Holmes skeptisk har underordnet sig farens apati – efter alle de klassiske roller således er præsenteret og genkendt – udrulles en mærkværdig rædselshistorie om onde tandfeers skiftevis velkoordinerede og fuldstændig utroværdigt ukoordinerede forsøg på at myrde palæets beboere og få fat i Sallys mælketænder.

Feerne holder til i palæets dybeste kældre, i det angstprovokerende mørke. De er tilsyneladende fanget dernede, indtil de nødvendigvis uheldigvis slippes fri. Persongalleriet, til gengæld, vedbliver at være gidsler i plottets stramme logik. Som konsekvens af filmens åbningssekvens, der introducerer palæets rædselsvækkende forhistorie, bliver filmens dialog og karakteristikker aldrig mere end et intermezzo i en forestilling, hvor alle bare venter på de tre gys, som kan forventes af en middelmådig skrækfilm, inden den bliver ufrivilligt komisk i sine actionsekvenser.

Der er indskrevet en meta-kliché i skrækfilmgenren, og den gentages også i Don’t Be Afraid of the Dark: Imellem publikum og hovedpersonen eksisterer et bånd af vished om rædslernes virkelighed, en vished ingen andre (på nær Den Lokale Gamle Med Dyb Basstemme) i filmen besidder. Monstrene afskrives altid indtil klimaksopbygningen som fantasifostre – indtil én (som regel Den Åbne Men Svage), og i dette tilfælde søde Katie Holmes, langsomt erkender rædslen og indtager en meta-konfronterende rolle i forhold til Filmen, konfronterer resten af det sparsomme persongalleri med dets skyklapper og således (men på Filmens præmisser) italesætter publikums skepsis. Så ved man, enden er nær – og i øvrigt, at Den Åbne Men Svage snart har udspillet sin rolle i plottet, ligesom formentlig et par mindre biroller allerede har (og formentlig allerede har betalt for med deres liv).

Jeg har ikke så forfærdeligt meget mere at sige om denne enkelte stikprøve på skrækgenren, men kunne selvfølgelig fortsætte i spaltevis med at teoretisere over det konservative skrækmiljø. Det vil jeg spare alle for og så i stedet nøjes med en enkelt yderligere beklagelse: Hvorfor kan man ikke udnytte andre af filmmediets virkemidler end blot virkelig høje lyde, når man vil forskrække publikum? Det virker lidt som manglende genialitet. Og når der findes så mange filmpremierer, er det mindste, man kan vælge efter, vel genialitet. Ik’?