‘Flugt’: Et liv uden hjem

COPYRIGHT: Reel Pictures

Form og indhold går op i en højere enhed i ’Flugt’, Jonas Poher Rasmussens dokumentar om Amin, der bærer på en hemmelighed om sin flugt fra Afghanistan i 1990’erne. En byrde, der er tung som en sten og truer med at trække ham ned i mørket. 

Af Nanna Schmidt Nordestgaard

Jonas spotter Amin på toget i det vestsjællandske område, hvor han går i gymnasiet. Amin skiller sig ud med sin stille facon, sin velklædthed og sin etnicitet. Det er tydeligt for Jonas, at Amin bærer på noget tungt. I årevis forsøger Jonas at få sin ven til at dele sin historie, men det er først, da Amin står overfor at blive gift og for alvor slå sig ned, at han bliver nødt til at lette sit hjerte.    

Den lange rejse
Jonas Poher Rasmussens dokumentar fortæller altså gymnasievenens historie i ‘Flugt’. Men fordi store dele af Amins beretning ligger langt tilbage i fortiden, er næsten hele filmen omsat til tegneserieformat. Simple, men effektive tegninger i en blød, næsten lidt naiv stil, der står i kontrast til de forfærdelige oplevelser, Amin og familien gennemgår på rejsen fra hjemmet i Kabul til Europa.  

Nutid og fortid flettes ind og ud mellem hinanden. I nogle klip ligger den voksne Amin i en art bekendelsesrum på en briks med kameraet over sig, mens han fortæller om de strabadser, han og familien oplevede, inden de blev spredt over hele Europa. I andre klip er vi tilbage i Amins barndom i Kabul, hvor han danser gennem gaderne med 80’er hits i discmanen. 

Landet i reden
Amin lider så mange afsavn, umenneskelige kompromisser og nedværdigende oplevelser undervejs, at man ikke kan undgå at blive revet med. Jeg græd flere gang, første gang da Amins far bliver taget af politiet i Kabul, og stoisk afleverer sit ur til moren.  

Alligevel er det ikke en tung film at sidde igennem. Man er klistret til skærmen og opslugt, men også investeret i Amins nutid, hvor han har en karriere på skinner og en hengiven forlovet, der drømmer om at bygge rede på landet. Omgivelser, der mest af alt minder Amin om tiden på asylcenter. Kontrasten mellem Amins fortid og hans forlovedes livshorisont er ekstrem, men man håber og hepper på, at Amin går til bekendelse og får lettet sit hjerte, så han kan komme i sikker havn.

Fortællingens kraft
Dokumentaren fik mig til at reflektere over fortællingens kraft. Hvor vigtigt det er for Amin, at historien bliver fortalt for endelig at kunne lande sikkert i livet med sin forlovede. Og hvor vigtigt det er for samfundet, at historier som denne bliver fortalt, så andre kan få bare en grad af indblik i hvilke helt andre livsbaner, mennesker verden over oplever.   

Dermed ikke sagt, at det er mennesker på flugts ansvar at fortælle deres historier ud fra en ide om, at det giver empati – men med formen og fortællestilen rammer ‘Flugt’ noget i mig, som intet nyhedsindslag kan gøre. Jeg bliver hyperbevidst om, at Amins historie fra flugten i 1990erne er andre børns vilkår lige nu. Og hvad fanden laver jeg, mens det sker?

I Jonas Poher Rasmussens film går form og indhold op i en højere enhed og skaber en fantastisk rørende og menneskelig fortælling om at finde hjem efter et helt liv på flugt.