Naked / Dagbog fra Porn Valley

Copyright: DOX

Danmarks ultimative pornodronning, Denice Klarskov, er omdrejningspunktet i ny film på CPH:DOX, og til det skeptiske publikum kan jeg love, at der hverken er sparet på ærlighed eller visuel stimuli, når det gælder skildringen af den lokkende og farverige branche.

Denice, der begyndte sin pornokarriere som 18-årig, er i dag 25 år og har slået sig ned i Danmark med eget webcamfirma. Da vi møder hende, er hun på vej tilbage til Porn Valley i Los Angeles for at gøre comeback på det amerikanske marked. Hun fortæller med stor begejstring om sine yngre år fyldt med gode penge, sjove fester og masser af muligheder. Vi er med hele vejen rundt i L.A. mens Denice shopper, testes for kønssygdomme og går til auditions.

Især når det gælder den lange række af auditions formår filmen at opnå noget helt specielt og finurligt: scenarierne lægger sig næsten fuldstændigt op ad modelbranchen. Om dette er bevidst eller ej fra instruktørens side vides ikke, men dette hiver filmen et stort skridt over den klassiske idé om porno som kvindenedværdigende; det er et job, og derfor er barbering og det ”at smile med røven” naturlige tiltag i forsøget på at opnå en booking – på lige fod med hoftemål og hårfarve.

Der hvor dokumentaren virkelig bryder mønstret for den klassiske pornodokumentar er på det visuelle plan. Idet den er danskproduceret, kan den vise det materiale, der rent faktisk er tale om. Det er dejligt befriende og står i kontrast til amerikanskproduceret dokumentarer i samme genre, hvor man oftest blot får en lang række interviews uden at få visuel dokumentation. Desuden har man også forsøgt at skrue ned for violiner og dyster elektronisk musik, hvilket dog ikke helt er lykkedes.

Dem der følger med i, hvad der rører sig hos CPH:DOX vil sikkert havde hørt, at Denice Klarskov fortryder at have medvirket i denne film, da hun mener at hendes udtalelser er stærkt manipulerede og fremstiller branchen stik modsat hendes egen opfattelse. Det er der bestemt heller ingen tvivl om hos denne anmelder, og det er virkelig en skam, da dette blot er med til at begrænse muligheden for at portrættere pornoens verden for fremtiden.

Man kan dele alle dokumentarens scener op i to kategorier: de sjove og underholdene og dem der vil signalere ”alvoren” i branchen. Selvom nuancerede billeder helt klart er noget der efterlyses i dokumentarens verden, er det dog lidt svært at følge med, da det virker som Denices vs. instruktørens indtryk. En enkelt voldsom oplevelse ender med at afslutte filmen som en form for morale, og det på trods af Denices egen klarhed omkring hvornår man skal sige stop – noget der bliver skubbet til side til fordel for endnu en historie om pornoens brutalitet.

Dog vil jeg mene, at hvis folk kan lade deres fordomme blive hjemme, så kan man også se udover de meget søgte udtalelser. Denice er en stærk dame, der forstår hvornår det er på tide at pakke sydfrugterne, og hun har et kæmpe medsøsterligt overskud i form af at kunne give råd til de yngre piger, hun deler hus med. Mine fire stjerner er helt klart dedikeret til Denice, for den kvindes karisma og underspillede sødme skinner virkelig igennem på alle former for film. Valget af en kvinde, og ikke en pige, gør helt klart også filmen mere vejovervejet, og derfor er det ærgerligt, at man kan få sig selv til at køre hende rundt i manegen på denne måde.