‘Pigen der fortalte film’: Coming of age i en politisk tornado

Copyright: Scanbox

Kunst kan have en dulmende effekt på livets smerter, og Lone Scherfigs nye film er ingen undtagelse. ‘Pigen der fortalte film’ er både smertelindrende og medrivende; en bittersød fortælling om livets store udfordringer.

Vi befinder os i en lille, afsides minelandsby i en ørken i Chile. Året er 1966. Her bor Mariá (som barn spillet af Alondra Valenzuela, som voksen spillet af Sara Becker) med sine forældre og tre brødre. 

Hverdagen er hård og præget af udfordringer. Det eneste frirum for familien findes om søndagen, for der samles hele landsbyen i den lille, lokale biograf. Her dyrkes filmkunsten som en religion; den giver håb og pusterum. Folk er velklædte, og hverdagens bekymringer bliver sat på pause for en stund. Her gror drømme og inspiration. 

Men en dag kommer Mariás far (Antonio De La Torre), ud for en invaliderende ulykke, hvilket sætter familien i alvorlige økonomiske problemer. Der er ikke længere råd til, at hele familien kan gå i biografen. Derfor bliver det Mariás opgave at tage ind og se filmene, for derefter at genfortælle dem til familien. Det viser sig, at Maria besidder et tryllebindende fortælletalent. Rygtet om hendes store talent spreder sig hurtigt i den lille by, og lidt efter lidt vokser hendes publikum. Brødrene begynder at lave rekvisitter, og filmfortællingerne bliver en indtægtskilde. 

Pigen bliver til en kvinde

Mariá vokser op i et virvar af familietragedier under den politiske uro i Chile, der kulminerer med militærkuppet i år 1973. Mariás overgang fra barn til voksen er central i filmen, og bliver skildret med finesse. 

Mariá er som barn meget nysgerrig på voksenlivet. Alondra Valenzuelas præstation som den ivrigt observerende Mariá sidder lige i skabet. Hun er så uskyldig, som dagen er lang. Det er tydeligt, at hun prøver at forstå og finde mening i den verden, hun befinder sig i. Derfor er det oplagt at se mod de voksne. Man skulle jo tro, at de ved, hvad der foregår. Det gør de bare ikke altid. Mariá er især fascineret af sin mor, Maria Magnolia (Bérnénice Bejo), og kærligheden mellem mor og datter er stærk. De to spejler hinanden, både i navn og i sind. 

Mariá imiterer og observerer sin smukke, unge mor, og fortælletalentet kommer tydeligvis ikke fra fremmede. Men i modsætning til Mariá, er morens kunstneriske ambitioner blevet kvalt af livets prøvelser og tilfældighedernes spil. 

Bérnénice Bejos præstation som en mor, der længes efter dengang, hvor livet lå åbent, er eminent. Hun formår at illudere moderlig varme, selvom mange af hendes valg er kolde og kyniske i forsøget på at vinde et selvstændigt liv tilbage. 

Filmen er ikke bare en skildring af en pige med fortællelyst. ‘Pigen der fortæller film’ er en film om selvrealisering og transgenerationel smerte. Filmen skildrer nødvendigheden i at kunne udtrykke sig i livets hvirvlende tornadoer af sorg og tilfældigheder. 

Der er meget at holde styr på

Filmen belyser mange af livets facetter på elegant vis, men dens konstruktion vakler en anelse under dens mange, tunge temaer. Handlingen stikker i lidt for mange retninger. Det er klart, at det hele ikke kun kan være en hyldest til filmmediets magi. Smerten, som Mariá kanaliserer ud gennem filmene, skulle selvfølgelig også med.

Men filmen forsøger at skildre en smerte eller to for meget; mord, omsorgssvigt, voldtægt, kærestesorg, fattigdom og millitærkup, bare for at nævne et par stykker. Der er mange plots, og det er ikke alting, der bliver fulgt op på, hvilket gør filmen rodet. 

Hele følelsesregistret kommer i spil, men det kan godt klinge lidt hult i længden. Det samme gælder for Mariás evige gåpåmod, der til tider kan virke kunstigt. For hvor meget kan et menneske egentlig holde til uden at blive bitter? Med andre ord, så består filmen af en stor buket “darlings”, hvoraf nogle måske burde være blevet dræbt.

Hengivenhed er filmens nerve

Selvom filmen har lidt for meget på hjerte, så er dens insisteren på livsglæde rørende og opløftende. Det er en film, der handler om ikke at give op men i stedet at give sig hen. At give sig hen til fortællingernes magi for at få en pause fra det svære i livet. At give sig hen til tiltroen om, at der godt kan findes en mening i det, der ellers synes meningsløst.

Hvis man søger en realistisk fortælling med ét lineært plot, så er det ikke her man skal lede. Men hvis man savner lidt håb og et medrivende drama, så er ‘Pigen der fortæller film’ et godt match. Og når rulleteksterne er rullet af, kan man, med fornyet energi og bevæget hjerte, gå ud i sit eget rodede liv igen.