I en håbefuld fortælling viser DC’s nye Supergirl-film store ambitioner, men holdes tilbage af en genkendelig superhelteskabelon.

Supergirl-sommeren er over os, og i det nye DC-univers opfølges Superman-filmen med en selvstændig fortælling om hans kusine, Supergirl (Milly Alcock). Instruktør Craig Gillespie introducerer en rå og kontant version af karakteren, fremstillet som en hårdkogt drukkenbolt, der ikke går af vejen for konflikt.

Da den brutale Brigade Krem (Matthias Schoenaerts) dræber den unge Ruthyes (Eve Ridley) familie og forgifter Supergirls superhund, Krypto, indgår Ruthye og Supergirl i et uventet samarbejde. Sammen drager de ud for at finde Krem, både for at hævne tabet og skaffe en modgift til Krypto.

Supergirl står på egne ben

Det er længe siden, Supergirl sidst havde sin egen film på det store lærred, men her får hun endelig lov til at stå på egne ben. Hun er nemlig ikke blot en kvindelig udgave af Superman, og det understreger Alcocks præstation overbevisende.

Alcock er efterhånden fortrolig med komplekse familierelationer efter sin rolle som den unge, rebelske Targaryen-prinsesse i HBO-serien ’House of the Dragon’. Den samme trodsige og uregerlige energi præger den 23-årige fødselar Kara Zor-El.

Alcock formidler Karas dybe ensomhed og hjemløshed med stor præcision og balancerer overbevisende mellem hårdførhed og sårbarhed.

Ridleys Ruthye er ligeledes en engagerende og kløgtig karakter, mens hendes samspil med Lobo (Jason Momoa) hører til filmens mest underholdende øjeblikke.

Rollen som Lobo synes skræddersyet til Momoa, både fysisk og energimæssigt, og hans kemi med de øvrige skuespillere er levende og dynamisk. Desværre underminerer hans tilføjelse Supergirls karakter ved unødvendigt at placere hende i situationer, hvor hun må reddes af Lobo.

Samtidig bidrager Lobo kun begrænset til handlingen, ud over at tilføre filmen energi og humor i enkelte scener.

Arven fra Krypton

’Supergirl’ træder ind på lærredet med den utaknemmelige opgave at leve op til en af de smukkeste moderne superheltefortællinger. Selvom filmen indimellem snubler under vægten af sine ambitioner, finder den hurtigt fodfæste igen.

Hvor tegneserieforlæggets psykedeliske farvepalet og næsten mytiske rumodyssé kun delvist overføres til filmmediet, bevarer filmen historiens følelsesmæssige kerne. Resultatet er en håbefuld superheltefilm, der samtidig kredser om tunge spørgsmål om tilhørsforhold, sorg og hævnens selvdestruktive natur.

Netop denne følelsesmæssige tyngde er filmens største styrke. Sammen med de storslåede og fantasifuldt udførte actionscener giver den fortællingen både fremdrift og vægt.

Hvor Superman (David Corenswet) har fundet et hjem blandt menneskene, er Kara fanget mellem verdener. Krypton er borte, og Jorden føles stadig ikke helt som hendes. Hun er en evig kosmosvandrer, der konstant søger efter et sted at høre til.

Den samme rodløshed præger Ruthye, der nu kæmper med tabet af sin familie. Gennem deres fælles sorg udvikler der sig et forsigtigt, men overbevisende venskab, hvor Kara gradvist påtager sig en uventet mentorrolle. Deres relation giver filmen et følelsesmæssigt anker og forankrer det episke rumdrama i noget menneskeligt og genkendeligt.

Et univers under konstruktion

’Supergirl’ placeres solidt ind i det nye superhelteunivers som DC Studios er i gang med at opbygge, og giver samtidig et udvidet blik på karakterernes individuelle rolle i verden.

Filmen læner sig på mange måder op ad den klassiske superhelteformel uden for alvor at løfte sig over den.

Kara fremstilles som en grandios, nærmest gudelignende helt, der udviser en overmenneskelig styrke, samtidig med at hun bærer et indre tomrum. Alcock udgør uden tvivl filmens emotionelle kerne, men fortællingen giver hende ikke altid plads til for alvor at udfolde det.

Filmen er rig på hæsblæsende action og flere stærke følelsesladede øjeblikke, men den undlader at gribe chancen for at løfte sig selv ved tilstrækkeligt at fordybe sig i konsekvenserne af tab og hævn.

Alligevel efterlader ’Supergirl’ et indtryk af en film, der insisterer på, at det er muligt – og måske nødvendigt – at være et menneskeligt rod midt i det overmenneskelige.

Netop dér finder filmen sin største styrke.