Instruktør Michael Mohan bringer endnu en gang en film med Sydney Sweeney i hovedrollen. Denne gang er det en gyserfilm med rigeligt af blodsplat men også rigeligt med klicheer.

Nonnen Cecilia flytter fra Michigan til Italien for at aflægge klosterløfte og bruge resten af sit liv i Guds tjeneste. Det italienske kloster, hun nu skal bo i, ligger afsides i smukke landlige omgivelser, og Cecilia modtages med velsignelser af klosterets ledelse, som glædes over hendes ankomst. Efterhånden begynder Cecilia dog at opdage, at ikke alt er, som det skal være.  

Dette afsløres allerede i filmens åbning, inden vi møder Cecilia. Og det kunne filmen godt have været foruden. Selvfølgelig ved man som seer, at der må være noget uldent ved klosteret, det er trods alt en gyserfilm. Alligevel er det ærgerligt, at filmen inden for de første minutter brænder første jumpscare af, og ikke giver sig helt hen til at være det slow burn, som den kunne have været. 

If it ain’t broke, don’t fix it?

En af filmens helt store kvaliteter er de sindssygt flotte lokationer. Klosterets snorlige søjlegange, pompøse altre og stearinlysoplyste rum er kvart i Hogwarts – men på den uhyggelige måde. Der er bestemt kælet for billederne, som er fyldt med symboler og symmetri. Kompositionen og farvevalget understreger kampen mellem renhed og synd, som er et gennemgående tema i kristendommen såvel som i nonnegyserfilm generelt. 

For ja, at lave en gyserfilm, der foregår på et nonnekloster, er bestemt ikke nogen nyskabelse. Bare selve klosteret som bygning er jo en fryd for uhygge. Og der er bestemt heller ikke mangel på knirkende mahognidøre, kutteklædte skikkelser, der forsvinder om hjørnerne og gange kun oplyst af måneskin og stearinlysskær. Den får heller ikke for lidt på lydsiden med splat og slask, som får de ulækre billeder til at fremstå taktile og grusomme. 

Klichefyldt? Ja. Men det er jo blevet en kliche af en årsag – det virker. Man er ikke i tvivl om, hvornår jumpscaresne kommer, men de er for så vidt stadig effektive. De lidt billige gys redes også af en god mængde body horror, der til tider er kvalmefremkaldende og til tider fjollet og over the top. Præcis som de skal være. Nogle gange bliver filmen næsten komisk og fremkalder fnis i biografmørket – jeg vælger at tænke, at det er et tilsigtet glimt i øjet, der siger ”ja, vi ved godt, det er lidt for meget”.

Nonne nummer et 

Selvom alle skuespillere gør det godt, kommer det nok ikke som en stor overraskelse, at Sydney Sweeney løber med hele filmen. Hendes store fugtige dådyrøjne står lysende klare, når de er indrammet i nonneslør, og hendes romantiske og bløde udtryk er perfekt i de tidløse omgivelser. Hun formår at indkapsle både inkarneret uskyld, men slipper også dæmonerne fri, når det kræves.

Sweeney giver alt, hvad hun har – blod, sved og tårer – bogstaveligt talt. Især i filmens sidste scene cementerer hun sit talent med en overlegen og gruopvækkende præstation. Med en stærk final girl-energi skriver filmen sig ind i stilen, som ’X’ og ’Pearl’ har lagt. Sweeney når dog ikke helt op på siden af Mia Goth, men hun giver det et hæderligt forsøg. 

’Immaculate’ lander i biograferne næsten samtidig med ’The First Omen’, som til forveksling ligner hinanden meget. De to film har faktisk næsten samme plot, helt ned til individuelle scener. Dog vil jeg sige, at det er super interessant at se, på hvilken måde de to film alligevel griber opgaven an på to helt forskellige måder. Og med mindre man er godt gammeldags træt af nonnegys, så synes jeg klart, at man kan se dem begge.

Gedigent gys

Alt i alt er ’Immaculate’ en meget konsekvent og præcis film. Der er styr på farver, symbolik og fortælling. Alle tråde bliver samlet op og efterlader sig ingen hængepartier. Den kender også sin besøgstid – en klichefyldt men effektiv gyser, der når i mål indenfor 90 minutter.

Det er ikke en gyserfilm, der kommer til at blæse dig bagover med nyskabelse. Til gengæld er det god underholdning for den brede seerskare. Flotte billeder tilsat en god mængde body horror og blodsplat, så man ikke kan andet end at føle sig en smule beskidt. Og så er Sydney Sweeneys performance bestemt heller ikke til at kimse ad.