’The Northman’: Et euforisk tilbageblik på vikingetidens intriger

Copyright: United International Pictures

Robert Eggers bevæger sig uden for gysergenren og dypper fødderne i en nordisk saga af hævnlyst, trolddom og mænd, der hyler af månen.

Instruktøren bag ’The VVitch’ og ’The Lighthouse’ har hurtigt etableret sig som en moderne horror auteur og er en, som denne skribent selv er stor fan af.

I sin tredje spillefilm bevæger Robert Eggers sig dog en tand uden for den genre, han mestrer, men det fører på ingen måde en mindre mindeværdig eller mindre underholdende oplevelse med sig.

’The Northman’ besøger nordens mere dystre afkroge og fortæller en historie om hævn og blodsudgydelser i ledsagelse med et cast bestående af både skinnende nye ansigter og gamle kendinge.

Tilbage til rødderne

Filmens titelgiver er prins Amleth, der som barn må forlade sit hjem, da hans far, kong Aurvandil (Ethan Hawke), myrdes foran ham, mens hans mor, dronning Gudrún (Nicole Kidman), bortføres, og kongeriget overtages.

Derefter vokser prinsen op til at blive ingen ringere end Alexander Skarsgård, der er alene, forladt og fremfor alt hævngerrig. Prinsen længes efter det, han har mistet, og når først han ser sit snit til at tage det tilbage, er der ikke noget, han ikke vil gøre.

’The Northman’ er en hjemrejse – hovedpersonens tragiske skæbne bestemmes i de første 20 minutter af filmen, og herefter går der ikke lang tid, før han efter mange hårde prøvelser og blodige kampe må stå den største prøvelse af alle nemlig det at vende tilbage til sine rødder.

Gammel kending i nye klæder

Filmen er en klassisk vikingefortælling, hvad angår  fortælleform og handlingsforløb. Det er ingen hemmelighed, at netop sagaen om prins Amleth er inspirationen bag Shakespeares danske prins, Hamlet, og selvom den er medrivende, må man indrømme, at plottet samtidig er rimelig forudsigeligt.

Hvem har ikke hørt om utallige prinser og konger og familiebedrageri og et øje for et øje?

Eggers formår dog at sætte sig eget præg på fortællingen, der er placeret i Islands kolde og ubarmhjertige landskab med en mørk atmosfære, der gemmer på undergang, fordærv og endda magi.

Det er også her, ’The Northman’ er stærkest. Scener som den unge prins’ ceremoni i starten af filmen er indhyllet i flammer, tåge og den rette mængde af både uhygge og galskab. Her præsterer særligt Hawke og Willem Dafoe i rollen som narren Heimir, om end sidstnævnte ikke har mere end fem-seks minutters skærmtid i alt.

Ligesådan er det tilfældet med sangeren Björk, der viser sig i et syn for den nu voksne prins – et typisk varsel med en tjæresort nattehimmel og en heks uden øjne omgivet af lig og blod.

Gimme more, gimme more!

Robbert Eggers’ potentiale er uudtømmeligt, hvilket klart bekræftes af ’The Northman’, om end den er knap så stærk i sit udtryk som hans forrige mesterværker.

Vikingesagaen imponerer dog med sit udtryk alene og står stærkt netop på grund af instruktørens sans for mystik og lysten til at udforske de skumleste og mest gudsforladte afkroge af historierne, vi ellers kender så godt.

Han løfter ‘The Northman’ til et langt højere niveau, end nogen anden instruktør ville kunne, og det er især på grund af castet.,. Personligt håber jeg, at instruktøren vil fortsætte sit samarbejde med Anya Taylor-Joy (i rollen som Olga) og vores egen Claes Bang (i rollen som Fjölnir), der i den grad begge imponerer.

Hævngerrighed og kærlighed mødes og bekæmper hinanden i den dystre fortælling, og hvem vinderen er bliver knap så vigtigt som den overdådige rejse mod målet.