Edgar Wrights dokumentarfilm om den mystiske pop/rock-undergrundsfavorit Sparks har meget charme og entusiasme, men er til tider blændet af sin egen kærlighed til bandet.

Hvis du har nogen musiknørder i dit liv, så vil du genkende, hvordan de snakker om forskellige genrer. De kan remse en liste af bandnavne op, hvor du sikkert genkender de første par stykker, men ved fjerde og femte er du helt tabt.

Sparks er det femte navn på den liste, og musiknørden er her Edgar Wright, den britiske instruktør bag bl.a. ’Shaun of the Dead’ og ’Baby Driver’.

Han giver et godt argument for bandets indflydelse trods dets mindre anerkendte status i dag og bakkes op af interviews med bl.a. Weird Al, Duran Duran, Flea fra Sting, popproducer Jack Antonoff og en god mængde gamle producer-legender – plus de to brødre bandet har bestået af siden dets begyndelse i 70’erne.

Introducing Sparks

Hvis man tændte for britisk tv en aften i 1970’erne, kunne man se en flot mand med lange krøller og stærk falset synge ved siden af en stille, men intens mand med Hitler-moustache på keyboard. Det var brødrene Mael – Russel som frontman og Ron på instrumenter og som sangskriver.

’The Sparks Brothers’ argumenterer med stor overbevisning for, at bandet på én og samme tid  er indflydelsesrigt og ukendt, populært og undervurderet, og forsøger at trænge igennem den mystik, det britisk-klingende pop/rockband fra Californien har været indhyllet i.

Deres album Kimono My House (1974) har haft indflydelse på kunstnere som Joy Division, Duran Duran, Björk og Red Hot Chili Peppers. Med No. 1 In Heaven (1979) var Sparks blandt de første popkunstnere til at omfavne synthesizer-lyden, men duoen droppede det til fordel for yderligere friske eksperimenter, mens 80’erne blev domineret af genren.

Sparks har i dag et bagkatalog på hele 25 albums, som man ser en collage af i starten af filmen, og som man til sidst har fået en dybere forståelse for, trods der springes lidt hurtigt over mislykkede eksperimenter og mindre interessante projekter.

No. 1 Match Made in Heaven

Flea nævner tidligt i dokumentaren, at ”ingen tager humor alvorligt”. Han snakker om mainstream-publikummets reaktion på Sparks’ ironiske og legesyge tilgang til musik, men han kunne lige så godt tale om Wright – få instruktører tænker på humor, som han gør.

Det gør ham et perfekt match til emnet. Wright leger med dokumentargenren – laver vittigheder med navneskilte, bruger ironisk overdramatiske billeder og flyder mellem forskellige typer animation, arkivoptagelser og interviews.

Brødrene Maels egen filminteresse er også et gennemgående tema fra eksperimental- og nybølgefilm, der inspirerede dem i deres ungdom, til deres satiriske musical-projekt ’The Seduction of Ingmar Bergman’ og så selvfølgelig et skud ud til Leos Carax’ nyeste film ’Anette’, som de har lavet musik til.

Dette match mellem kunstner og subjekt holder ’The Sparks Brothers’ frisk gennem meget af dens betydelige spillelængde, men det trækker til tider alligevel ud, når spændingen og energien fra grundlæggelsen af bandet og deres op- og nedture erstattes af en repetitiv forklaring af, hvor vildt det er, at de stadig arbejder i dag.

Musiknørderne har talt… meget længe

Entusiasmen kan også være en svaghed, for ’The Sparks Brothers’ insisterer på at fortælle hele historien med anekdoter og trivia i spandevis til de store fans af kult-bandet, mens vi ikke-nørder begynder at glemme navne på albums lige efter, de bliver introduceret.

Dokumentaren er en flot filmisk bedrift og har en unægtelig charme ligesom ham din ven med pladesamlingen, når han ævler løs om de kunstnere, der fortjente bedre. Jeg ved stadig ikke, om Sparks fortjener at blive lovprist, som Wright gør det her, men de fortjener helt klart en film om dem.