Folkene bag ’Antebellum’ forstår ikke deres egen film, så hvordan skal publikum?

Copyright: Nordisk Film

Debutantgyseren, der desperat gerne vil leve op til hittet ’Get Out’, falder skævt både med sit manuskript og samfundskritik. Er Janelle Monáes karisma nok til at redde den?

’Antebellum’, en ny horror produceret af folkene bag Jordan Peeles succesrige ’Get Out’ og ’Us’, åbner med et tracking shot.

Seeren bliver guidet fra, hvad der ligner en blomsterhave, hvor et barn leger sorgløst, til en bomuldsplantage, hvor en grædende kvinde forsøger at flygte fra militante slaveejere.

Det er en åbningssekvens, der gradvist afslører kontrasten i samfundet. Scoren, der stiger i volumen, rejser sig i takt med ubehaget i seeren, og ender ud i komplet rædsel. Det sætter tonen for en stærk billed- og lydside, der spiller blændende godt sammen.

Men elskede du, ligesom jeg selv, ’Get Out’? Så bliver du nok skuffet i dag.

Publikums redningskvinde
Musikeren Janelle Monáe fik udelukkende ros for sit tidligere skuespilarbejde i ’Moonlight’ og ’Hidden Figures’, og fans vil nok derfor begejstret gå i biografen for at se hende i sin allerførste hovedrolle.

I ’Antebellum’ spiller hun faktisk hele to roller: den moderne sociolog og forfatter Veronica, og den slavebundne Eden, som ihærdigt arbejder på en plan for endeligt at flygte fra den sydstatsplantage, hun er fanget på.

Dette virker som to fuldstændigt separate historier, men det viser sig hurtigt, at de to kvinder er tættere forbundet end som så.

Med sit udtryksfulde ansigt, og en strålende selvsikker fremføring, så bærer hun praktisk talt filmen på sine skuldre. Det er særligt tydeligt med dialogen, der langt hen ad vejen er påvirket af akavede pauser og anstrengte bevægelser.

Hvilken film er det, vi ser?
Det er ikke første gang, at en film bliver kendt som en, du skal gå blindt ind til. Tidligere nævnte ’Get Out’ var ligeså, men i modsætning til den er ’Antebellum’ en mere undervældende affære.

For selvom den har meget mystik kørende for sig, har den svært ved at gøre indtryk med en forhastet slutning, der afvikler for meget world building på for kort tid. Oven i lander en totalt meningsløs ’The Shining’ reference, der ikke bruges til noget.

Og det er ærgerligt, at ’Antebellum’ ikke udforsker mange af de retninger, konceptet kunne have taget den. I stedet ender det med at ligne, at man ser tre forskellige film.

Amerikas fortid (og nutid)
Men hvad er det så ’Antebellum’ egentlig har på hjerte?

Kort fortalt, så ligger den sig på linje med ’Get Out’ i at belyse Amerikas racistiske fortid.

I år blev George Floyd tragisk myrdet af det amerikanske politi, og hvad der er endnu mere tragisk, er at det langtfra er første gang noget som dette sker.

Vi lever i en tid, hvor der atter er fokus på raceulighed og Black Lives Matter. Og det er en vigtig kamp, der har været lang tid undervejs.

Derfor virkede ’Antebellum’ som et oplagt stykke arbejde at bidrage til kampen med. Men mens den viser, hvor forfærdeligt slaveri er, er det mig mærkværdigt, hvor lidt den erkender Amerikas (og resten af verden, for den sags skyld) stadigt dybt racistiske nutid.

Filmen skyr ikke voldelige scener, men hvornår bruges volden til at sige noget meningsfuldt, og hvornår bruges den udelukkende som chokeffekt? Det er en grænse, instruktørerne hurtigt krydser over.

Det er tydeligt, at folkene bag ’Antebellum’ har misset en chance for at sige så meget mere, end hvad de gjorde. Og når den talentfulde hovedrolle selv kæmper med manuskriptet, burde det så ikke være indlysende, at noget er galt?