’Little Joe’s sprudlende univers gør (næsten) op for dets kedelige befolkning

Copyright: Øst for Paradis

En unik gyser sætter svært fokus på ulykkelighed med lige så ulykkelige roller. Den prangende farvepalet kan dog med sikkerhed gøre Wes Anderson jaloux.

Stærke farver er nok ikke noget mange forbinder med en gyserfilm.

Men den Østrigske instruktør Jessica Hausner placerer genren i en legende æstetik med sin femte spillefilm.

Svært akavede hovedpersoner gør bare filmen en tand hård at sluge, men den reddes over målstregen med et fængslende koncept, og en score udover det usædvanlige.

Syn og lydside under kærlig behandling
Omdrejningspunktet for ’Little Joe’ er forsker og singlemor Alice (Emily Beechham), hvis laboratorium udvikler nye plantearter. Hun skaber her sin egen blomst med en mission om at kunne kurere depression. Blomsten navngiver hun efter sin teenagesøn, den lille Joe (Kit Connor).

Og som blomsten, der derved giver navn til filmen, er i centrum af konflikten, så er den også centrum for den visuelle oplevelse.

Det er en stærk rød farve der springer ud fra planten og omfavner publikum og sine omgivelser.

Farven gennemsyrer resten af filmen i selskab med den lige så prangende, dybe blå, de sterile hvide vægge på arbejdspladsen, og en subtil grøn, der agerer baggrund for det hele.

Der er noget legende og barnligt ved den overspillede farvepalet, og dette går hånd i hånd med forholdet mellem mor og barn – en svær forståelig størrelse, der enten lurer bagerst i sindet eller skriger dig i ansigtet.

Og sammen med en score, som er så unik som filmens koncept, der udnytter ildevarslende trommer, hundegøen og lyden af sprøjteflasker som en del af kompositionen, gør denne gyser det nær umuligt for publikum at kigge væk eller dække ørene til.

Ikke mange trin på følelsesspektret
Det er utroligt heldigt, at filmen har en sanselig side, man kan udforske i flere timer uden at kede sig, for når man som seer vender synet tilbage på konflikten, så bliver kedsomheden lidt sværere at undgå.

Hovedrollen forsøger på at gøre sin elskede plante steril ved hjælp af nye, ikke-godkendte metoder. Som forventet resulterer det i mystiske hændelser blandt Alice’s kollegaer, og hos sin egen søn, som hun har givet sit eget eksemplar af blomsten.

Men mystikken spreder sig ualmindeligt langsomt, og spændingspunkter er der langt imellem.

Særligt med et persongalleri, der rummer et overtal af statiske karakterer, er den svære kamp om publikums fokus nærmest mere interessant end kampen mod den egentlige modstander.

Førnævnte kvinde i fokus og hendes love interest, Ben Whishaw, udviser sjældent mere end ét ansigtsudtryk gennem hele handlingen. Kun teenageskuespilleren er værd at snakke om, og hans arbejde er faktisk langt hen ad vejen, hvad der holder den moderlige figur i live på skærmen.

Det er ærgerligt, at et ellers lovende koncept bliver udlevet på så søvndyssende en måde.

…Så det handler om lykkepiller?
Den farverige blomsts formål er at gøre dig glad. I hvert fald ved at indsnuse den pollen der frigives, men der er jo naturligvis en bagside.

Filmen indhyller hende, og ligeså publikum i en falsk følelse af tryghed, hvor man aldrig kan bide sig sikker på, at hvad man får, nu også er sandt. Er forsøget på at tjene penge på glæde egentlig en kritik af verdens stigende forbrug af lykkepiller? Prøver instruktøren at sige, at følelser ikke kan tvinges frem?

Om temaet spejler sig i det virkelige liv eller ej, så er ’Little Joe’ en ambitiøs fortælling. Kommercialiseringen af menneskelig (u)lykkelighed er i hvert fald et utilregneligt emne.

Derfor må jeg finde karaktererne, der virker som halvfærdige karikaturer af rigtige mennesker, som en svær forhindring for, hvad end forsøg på et budskab skaberen havde for sig.

Forsøget er dog stadig i høj grad værd at rette blikket mod. Om ikke andet for at give dine øjne og ører lidt af et eventyr.