Franchisen, hvor intet helt er endeligt, er heller ikke overstået endnu, og årets version af den gode, gamle formel bringer filmen tilbage til det helt rigtige niveau.

Siden årtusindskiftet har 5 ‘Final Destination’-film vist, hvor galt det går, når man leger med døden.

Gyserfranchises er notoriske for at kunne blive repetitive, men ’Final Destination’ tager dette til det ekstreme. Det er ingen overdrivelse at sige, at hver eneste film i rækken i praksis har det samme plot, bare med en rotation af nye karakterer, der dør af de mest brutale dødsfald, du kan forestille dig – igen, og igen, og igen.

I ’Final Destination’ er gentagelsen dog hele meningen med galskaben, og i år har den sjette film i serien premiere, som endnu engang kaster os ind i en hovedkarakters liv, der på en ellers almindelig dag rammes af et katastrofalt fremtidssyn.

Gør årets nye film noget som helst nyt? Nej, egentlig ikke. Men det fungerer præcis som det skal.

Death becomes her

’Final Destination: Bloodlines’ introducerer ligesom de tidligere film et spritnyt cast, til at gennemgå samme kaos og smerte, som deres forgængere.

Denne gang følger vi Stefani Reyes (Kaitlyn Santa Juana), en collegestuderende, som må vende hjem til sin familie for at opklare mysteriet bag et voldsomt mareridt, der har plaget hende i månedsvis.

Hun drømmer om sin bedstemor, Iris, som tilbage i 1968 forhindrede en tragisk ulykke og reddede utallige liv. Men at snyde skæbnen – og snyde døden – er altid noget, man må betale den største pris for. I hvert fald hvis man befinder sig i en ‘Final Destination’-film.

Just kill me, it would hurt less

Det går hurtigt op for Stefani, at døden er i hælene på hende og hendes familie. Iris reddede ikke blot andres liv, men også sit eget, og hvis skæbnen havde fået lov at gå sin naturlige gang, skulle hendes børn og børnebørn dermed aldrig være blevet født.

Og ’Final Destination’ universet er lusket, så døden vil altid have fat i dem på de mest voldsomme måder, den kan.

Det nye skud på stammen er på alle måder en bombe af kvalitet, der er glædeligt behov for, efter at niveauet i franchisen begyndte at skride ned af bakke i slutningen af 2000’erne. 

Karaktererne føles igen mere som rigtige, sympatiske mennesker og ikke blot karikaturer som nørd, blondine, fodboldspiller, og racistisk gammel mand. Særligt er det i søskendeforholdene i vores ensemble, at filmen virkelig skinner, og hvor kampen for overlevelse bliver alvorlig.

Det gælder for eksempel ikke kun om at beskytte sin lillebror fra apokalyptiske dødsscenarier, men også om at tjekke køkkenet for peanuts, der kunne forårsage en allergisk reaktion.

If it ain’t broke, don’t kill it

Filmen her går retur til den elskede formel – samme plot, endnu vildere dødsfald. 

På plakaten er der teaset med næsepiercinger, der sidder fast i ventilatorer, og hvis du endnu ikke frygtede ting som trampoliner, græsslåmaskiner og svingdøre, ja, så kommer du helt sikkert til det nu. Det er fantastisk og overdramatisk og nervepirrende, uanset hvor dumme dødsfaldene ser ud.

’Final Destination: Bloodlines’ leger dog også en anelse mere med formlen end sine forgængere. 

Det ville være en overdrivelse at kalde det nytænkning, men filmen forsøger at sætte alt lidt mere i kontekst, og det gør det kun endnu mere følelsesladet, når Tony Todd for sidste gang indtager det store lærred.

Efter hans død efter længere tids sygdom sidste år, siger franchisen et ærefuldt farvel til hjertet og ansigtet udadtil for hele franchisen. Han har lige så stor indflydelse i sin lille rolle, som han altid har haft, og går sin sidste sejrskamp med det drilske glimt i øjet, som ’Final Destination’ er kendt for.

Det nye cast skinner lige så klart som han gør – og gentager franchisens succes med at værdsætte nye, relativt ukendte skuespillere, der får lov til at spille med deres gysermuskler.

Den nye film holder sig til den samme sang, som franchisen har genbrugt siden 2000, og det fungerer endnu engang med volden skruet op til det yderste niveau.

Bliver ’Final Destination: Bloodlines’ det endelige kapitel for franchisen, der ellers altid har handlet om afslutning? Det er i alt tilfælde en værdig og bombastisk sidste dans med døden, og ringes ud med melankoli og en ny lyst til livet.

Nej, skæbnen kan ikke undgås – og du må for alt i verden heller ikke undgå ’Final Destination: Bloodlines.’