‘Saw X’: Franchisen, der aldrig stopper, genvinder vores hjerter som aldrig før

Copyright: Nordisk Film

Den nok mest fascinerende skurk i gysergenren er tilbage, og med den tiende film i rækken spørger vi os selv om ti film er for meget? Nej, det er ti film for lidt!

Er du klar til #SAWTenBer?

Næsten 20 år efter den første ’Saw’ banede vejen for, hvad vi i dag kender som den mindre kønne side af gysergenren i form af torturporno, vender franchisen tilbage og lover at chokere verden som aldrig før.

Som opvarmning til den her begivenhed besluttede jeg mig selv for at se alle de forrige ni film for første gang – på blot en uge – i sommerferien, til lettere bekymring for mine venner og bekendte, der så min historik på Letterboxd.

Med frygt for at lyde lige så bekymrende, må jeg atter konkludere, at serien med ’Saw X’ nok er en af de mest misforståede franchises måske nogensinde.

Dens dårlige ry gemmer nemlig på langt mere end torturporno. Ja, faktisk ville jeg tøve med overhovedet at kalde det torturporno i første omgang.

Hævnen har aldrig været sødere blodigere

I en franchise, hvor tidslinjen ellers har udspillet sig kronologisk (altså så kronologisk som det kan lade sig gøre med plus/minus ti flashbacks i hver film), skiller den nyeste film sig ud fra mængden ved at være den første officielle prequel.

’Saw X’ udspiller sig nemlig i det hul mellem handlingen i ’Saw’ og ’Saw II’, hvor den berygtede seriemorder John Kramer, bedre kendt som Jigsaw, stadig er i live, da seriens navngivende skurk som bekendt dør allerede i den tredje film.

Efter spillet i det forladte badeværelse er den stilfærdige karakter i behandling for sin forværrende kræftsygdom, og vi rammes af en noget mere melankolsk tone end vores hovedperson ellers har blottet i de forrige film.

Udmattet og håbløs finder han en eksperimentel kræftbehandling i Mexico og tager chancen for det spinkle håb om et nyt liv – og om at kunne fortsætte sit noget atypiske arbejde naturligvis.

Smukke ansigter bedrager dog, da Jigsaw opdager, at der er en grund til, at denne behandling ikke er godkendt nogle steder i verden. Den banebrydende medicin er derimod en front for at svindle samfundets svageste for millioner.

Men som alle ved, er John Kramer ikke så let at svindle. I hvert fald ikke uden konsekvenser.

Far og datter mod systemet

Vi kan ikke komme udenom netop, hvorfor ’Saw X’ mildest talt må kaldes en af de største horror-begivenheder i år og i lang tid.

Den kære Tobin Bell er naturligvis tilbage som John Kramer, og det kan man ikke andet end at frydes over. Og denne omgang bliver kun mere særlig af, at han for alvor får lov til at spille på dramatikken.

Ligeså er Shawnee Smith tilbage som Jigsaws mest ikoniske lærling, Amanda Young, og hun imponerer endnu engang som hjertet bag hele serien.

Misforstå mig ikke – en del af ’Saw’s appel er blodet, og jeg vil se masser af det. Og du går tilfreds ud af biografen, når ’Saw X’ endnu engang slår sig selv i sit eget spil om kreative, komplicerede fælder, der skal teste sine ofres vilje til at overleve.

Denne franchise har nok heller aldrig været kendt for godt skuespil eller høj kvalitet men i stedet sin grove 00’er æstetik, grumsede, grønne belysning, og mordredskaber, der kun bliver mere højteknologiske og mere overdramatiske, som tiden går.

Jovist, man kan ikke komme udenom kontinuetsproblemerne, når begge parter ser betydeligt ældre ud end de gjorde i 2’eren, men ’Saw’ fans har været villige til at acceptere langt mere bizarre tilfælde end det.

’Saw’-franchisen startede som en thriller skabt af James Wan og Leigh Whannel med et lavt budget og en drøm og er derefter både fløjet højt og faldet dybt henover de næste to årtier. Gyserduoen forlod produktionen efter ’Saw III’, og serien har derefter set utallige instruktører, utallige plot twists og utallige tolkninger af, hvad der egentlig er meningen med galskabet.

Plothuller er der nok af, og tro det eller lad være, men så er den moderne, højere produktionsværdi især en grund til, at jeg selv skuffedes i biografsædet.

Siden den ottende film ’Jigsaw’ har serien bevæget sig flere kilometer væk fra, hvad der gav den originale film sin minimalistiske charme.

Jeg savner Leigh Whannels mærkelige hjerne bag manuskriptet og modet til at skrabe i en ellers uindbydende overflade af en væmmende historie for at finde en klinisk, nøje udtænkt kerne, der kan blæse en bagover med ellers de simpleste tricks i bogen.

Men selvom tidslinjen kun bliver mere kompliceret af denne prequel som ikke rigtig er en prequel, har dette været et bevidst valg om at vende tilbage til rødderne og om at låse op for nogle af de emotionelle lag, der aldrig rigtig helt har været benyttet tidligere.

De to hovedrollers dynamik er endnu mere bizar og endnu mere hjerteskærende, hvor begge skuespillere i den grad formår at bevise, at de kan meget mere end blot at give os gåsehud.

Dødsenglen er ikke mere end et menneske

’Saw X’ er instrueret af Kevin Greutert, manden bag ’Saw VI’, min personlige favorit efter 1’eren, og ’Saw 3D’, som nok er en af de værste film, jeg nogensinde har set. Og i 10’eren genopliver han den evige uenighed om, hvad for et menneske og hvad for en morder John Kramer er.

Jigsaw er ikke som mange andre gyserikoner derude. Han er ikke uovervindelig som Michael Myers eller monstrøs i den klassiske forstand som Freddy Krueger, han er blot et menneske. Et menneske som intet har at miste og alt at vinde.

Det ser ud til, at det er en forvirring, der vil herske til evig tid – er Jigsaw en af de mest kolde skurke, der findes? Eller er han i virkeligheden en antihelt, der tager retfærdigheden i sine egne blodige hænder?

Alle film i franchisen har sin egen idé om, hvordan publikum skal forholde sig til ham, og alene dét bliver et puslespil at sætte sammen. Det lyder måske som en fejl, og det er det også, men jeg vil være modig og hævde, at dét måske i virkeligheden er, hvad ’Saw’ handler om.

Hvad der gør Jigsaw fascinerende som karakter er netop, hvor uforudsigelig og hvor alt andet end helstøbt han er.

På trods af sin klare livsfilosofi begår han sig som en dødsengel henover biografskærmen, hvor det aldrig rigtig handler om hævn, men heller aldrig rigtig handler om at rehabilitere stofmisbrugere og give folk et nyt syn på livet.

Han er en gammel, hærdet mand med en for længst forsvundet livslyst, der i stedet har taget det som sit mål at give alle folk en chance til, uanset om de fortjener det eller ej, og uanset hvor sadistiske måder han udfolder sin filosofi på.

Han er personlig og grusom, han dræber voldtægtsmænd og korrupte politibetjente, han manipulerer alle omkring sig og kigger seeren dybt i øjnene og spørger os, hvor langt vi ville være villige til at gå for at redde os selv.

Så måske er det dét, der giver mening til ’Saw’-franchisen og mening til menneskets grusomme eksistens. Som Jigsaw selv siger, så leder alt godt ikke til godt, alt ondt leder ikke til ondt, og ikke alle mennesker får, hvad de har behov for, hvad de vil have, eller hvad de fortjener.

Uenigheden om hans karakterisering er ultimativt nok den største refleksion af ham som karakter. Han er en af de ondeste personer, man kunne forestille sig, men forstår alligevel det at være menneske skræmmende godt, det at lide og at alligevel rejse sig op slag efter slag.

Det er ubehageligt, det er mærkeligt, det er endda smukt på en måde, der giver dig lidt lyst til at kaste op. Så hvis Jigsaw ikke fortjener at få sin status som uddødelig gyserikon, så ved jeg snart ikke, hvem der gør.

Giv mig Jigsaw Goes to Space, giv mig Jigsaw vs. M3GAN, giv mig en ’Saw’-julespecial. Lad os spille det her spil sammen til evig tid!