Jordan Peeles ’Nope’ er en masterclass i at skabe den perfekte gyserfilm

Copyright: United International Pictures

Komikeren Jordan Peeles tredje film i rækken af mesterværker er landet i biografen, og ligesom sine forgængere er det netop det den er: et mesterværk, og et pragteksemplar af moderne horror.

Skrevet af Lennon Dikov

Horrorfilmen ’Nope’ åbner på sort skærm med dåselatter og polerede sitcom-replikker. Hurtigt bliver den ellers rare tone hurtigt skiftet ud med kaos og skrig, både fra mennesker og en chimpanse. Dette er længere tilbage i tiden end vores egentlige plot, men en vigtig besked til vores fremtidige selv.

Som dedikeret fan siden ’Key & Peele’ dagene, var det naturligt for mig at skulle se sidstnævntes nye spillefilm så snart jeg fik muligheden for det.

Jordan Peele har med ’Get Out’ og ’Us’ fundet vej ind i filmindustrien som en af vores nye, og bedste, horror-auteurs. Og med frygt for at lyde kedelig eller gentage mig selv, så bekræfter hans nyeste værk, ’Nope’, kun hvad vi alle allerede ved; instruktøren mestrer gyser, satire, og hvad end anden genre han kaster sig over.

Alt er ikke godt i Old Hollywood

Filmen der blander horror og science fiction følger søskendeparret Emerald og OJ Haywood. De opdrætter heste specifikt til filmindustrien, et hverv, de har taget i arv efter deres afdøde far.

OJ (Daniel Kaluuya, som også spillede i hovedrollen i Peeles debutfilm) er en stille og stædig mand, der knokler for at få forretningen til at køre rundt, mens hans søster (Keke Palmer) henvender sig til kunderne fuld af energi og uden filter. Faktisk er de så dårligt stillet økonomisk at de må sælge mange af deres heste til en forlystelsespark i western-tema, ejet af den tidligere barnestjerne Jupe (Steven Yeun).

’Nope’ handler om søskendes jagt på en ny succes, og på et mirakel der skal redde dem fra at gå fallit.

De ser også hurtigt en mulighed for at skabe gevinst og leve uden bekymringer, men det viser sig hverken at være ligetil, let, eller gratis.

Mesteren af mystik

’Nope’ skabte hype på internettet fra den blev annonceret til den blev udgivet, hvor filmen gav publikum absolut minimal viden om at hvad de gik ind til.

Plakaten (som desuden fortjener ikonstatus) viser en kæmpemæssig sky, der hænger over byen, mens andre viser en hest der suges op i nattehimlen.

Teorier som aliens der vil kolonisere jorden, pest og bibelske referencer, tidsrejse og endda sammenhæng med hans forrige film er alle sammen blevet afkræftet af skuespillerne og Peele selv, og jeg kan selv bekræfte at det her er en film der er bedst at gå ind til uden at vide noget som helst, hvis muligt.

Intet er som det ser ud til i de trailers der er derude, og det er først jo længere man kommer i plottet, at trådene langsomt samler sig, så man sidder som klistret til lærredet, mens koldsveden truer med at løbe ned ad ryggen.

Men instruktøren er jo komiker også, så det er ingen overraskelse for nogen, hvor naturligt sjov Peele er, og hvor elegant han blander horror og satire, og blander dem med sci-fi, og ikoniske film- og celebrity-referencer og mange andre elementer der ikke burde fungere sammen, men det gør de.

Livet ude af kontrol

Men hvad handler ’Nope’ så egentlig om?

Der findes sikkert allerede utallige læsninger af filmen derude, men min egen læsning handler om mennesker og kontrol.

Jagten på berømmelse og evig lykke er målet for alle af værkets centrale karakterer, og alle sættes dermed på prøve i deres mission mod denne præmie. Præmien der består i at forbedre et liv de sommetider er ude af stand til at kontrollere.

Hver af Jordan Peeles film er så utroligt forskellige, men formår alligevel at være så perfekte og typiske Peele, med hovedroller der får lov til at skinne klarere end nogensinde før, de smukkeste og blodigste shots, og vigtigst af alt, plotlinjer, metaforer og budskaber enhver filmanalytiker vil sætte pris på.

Okay, måske er der et par (minimale) plothuller, men instruktørens parodi af et ærkeamerikansk glansbillede af en sitcom er det hele værd.

Blot én scene kan være det hele værd, og jeg tror aldrig jeg kommer til at blive træt af den måde komikeren imponerer med sin instruktion og vision, og hver eneste gang også udfordrer sig selv, sin genre og den måde film skabes.

Jordan Peele har endnu engang sikret sig en plads blandt de moderne horror-auteurs, hvis der nogensinde havde været tvivl om det, og hvis han da ikke er kongen af dem allerede. Desuden vil jeg vove skindet og hævde, at ’Nope’ allerede har sikret Keke Palmer en Oscar-nominering. Hvis ikke hun får den, er der i al fald noget grueligt galt i filmindustrien.