’Men’ er et følelseskoldt og ligegyldigt ekkokammer af en film

Copyright: Nordisk Film

Manden bag ’Ex Machina’ og ’Annihilation’ har lavet sin tredje film omhandlende kvinder og traume, men der er ingen spor af Alex Garlands sikre hånd. Ja, faktisk er der ikke spor af noget som helst.

I samarbejde med A24 har Alex Garland lavet en gyserfilm med det catchy navn ’Men’, som selvfølgelig blev memet viralt på internettet og hypet, da hans forrige film har været succesrige, velmodtagede og udforskede traumer på pinefuldt nært hold.

Så der er nok mange, der glæder til sig den her film. Det gjorde jeg også. Lige indtil jeg så den, og luften fes ud af ballonen på et øjeblik.

Kunst uden kunst, gyser uden gys

I hovedrollen ses Jessie Buckley (’I’m Thinking of Ending Things’) som Harper, en kvinde plaget af sin fortid, der lejer et smukt feriehus på landet i håb om at slippe væk fra den.

Der går dog ikke lang tid, før en mærkelig, splitternøgen og tilsyneladende forvirret mand dukker op og forsøger at bryde ind i huset. Dette bliver blot én af mange mystiske hændelser, og hendes drøm om en fredfyldt ferie virker mere og mere urealistisk, som tiden går.

Det er svært at sige mere om plottet uden at afsløre for meget, da ’Men’ er den form for gyser, der udelader mest muligt i traileren (hvilket jeg personligt ville ønske, at flere gjorde), så lad mig i stedet snakke om noget andet.

Det her er ikke en gyserfilm. Det er ikke engang en rigtig film.

Man kunne måske kalde den en artfilm, men art og gys er blevet blandet før på bedre måder, og mange af dem har haft noget på hjerte.

Det er utroligt, at det her den samme instruktør, som står bag ’Ex Machina’, en film, der er blevet diskuteret om og om igen og har rigtig meget at sige, uanset hvilken læsning, man foretrækker.

’Men’ derimod er 100 minutter med hovedpersonen, der vandrer i skoven og kigger ud af vinduer, flashbacks og en samling af halvfærdige idéer. Idéer, der kunne have været plotpointer eller intense scener, men i stedet bare fører til, at tilskueren og skuespilleren stirrer hinanden i øjnene, mens begge smertefuldt venter på, at filmen er overstået.

Mænd der hader- nej, forstår kvinder

Jessie Buckley er en god skuespiller, det ved alle. Hun var Oscar-nomineret for ’The Lost Daughter’ og fik ros i lange baner for sin hovedrolle i Netflix-filmen ’I’m Thinking of Ending Things’, så man skulle ikke tro, at det kunne gå helt galt med hende ombord.

Desværre får Buckley nærmest intet at lave, har ingen agenda, og man kommer aldrig til at kende hendes personlighed, da hvad der er af den er udelukket defineret af hendes eksmand, og hendes traume. Dette traume er udtalt allerede fra en samtale med hendes søster i starten af filmen, men Garland skal lige hamre den hjem med flashbacks igen og igen, hvis vi nu ikke lige havde forstået, hvorfor filmen hedder ’Men’.

’Men’ er et filmisk skulderklap, Alex Garland har givet sig selv og andre mænd, så de kan forsikre alle om, at de jo selvfølgelig forstår kvinder meget bedre, end kvinder selv gør.

Måske er filmen et forsøg på en feministisk arthouse-horror, men instruktøren har intet meningsfuldt at sige og ender derfor bare ud i glorificeret torturporno.

Jeg er træt af mandlige filmskaberes trang til at pine kvinder på film i feminismens navn, og jeg er ikke interesseret i endnu en mands take på ”hvordan det mon er at være kvinde.” Det er trættende, forældet og irriterende.

Hvad er det sket med Alex Garland siden ’Ex Machina’?